United World Colleges er en international organisation, der giver unge mennesker fra hele verden en unik mulighed for at mødes på tværs af landegrænser, uanset etniske, kulturelle, religiøse og sociale baggrunde.
Organisationens klare formål er - foruden at tilbyde en internationalt anerkendt akademisk uddannelse – at fremme tolerance, fred og international forståelse. Idéen til United World Colleges opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig og begyndelsen af den Kolde Krige. Pædagogen Kurt Hahn, der i 1962 startede det første United World College i Wales, mente, at kun ved at bringe unge mennesker fra forskellige lande og baggrunde sammen, kunne der skabes fred i verden.
Et halvt århundrede senere, arbejder UWC stadig ud fra de samme idealer. I dag findes der 12 skoler over hele verden - fra Canada til Hong Kong, fra Swaziland til Norge. På disse skoler lever og studerer unge mennesker mellem 16 og 19 år sammen i to år. I løbet af de to år udvikles elevernes potentiale både socialt og fagligt, samtidig med at deres globale bevidsthed styrkes. Undervisningen på alle United World Colleges følger den Internationale Baccalaureate (IB’en), som er en internationalt anerkendt studentereksamen, der er adgangsgivende til universiteter og højere læreanstalter over hele verden. Udover undervisningen indgår eleverne desuden i lokalsamfundet gennem forskellige former for socialt hjælpearbejde og andre aktiviteter. Mere end 100 lande sender elever til de forskellige UWC-skoler, og udvælgelsen af elever sker uden skelen til elevernes økonomiske situation. UWC's opbygning
UWC organisationens hovedsæde, UWC International Office, ligger i London. Sekretariatet arbejder tæt sammen med UWC International Board og UWC Council samt mere end 120 nationalkomitéer over hele verden - herunder den danske. UWC's værdigrundlag UWC makes education a force to unite people, nations and cultures for peace and a sustainable future
Vil du vide mere?
Deltag i en af vores informationsaftener, hvor tidligere elever vil holde oplæg om livet som elev på en UWC-skole, og hvor du og dine forældre kan få svar på alle jeres spørgsmål: - 26. november 2009 kl. 17.00 til 19.00 på UWC Danmarks kontor i København
- 12. januar 2010 kl. 19.00-21.00 i Store Auditorium, J.B. Winsløws Vej 15, Odense
- 12. januar 2010 kl. 19.-00-21.00 i Mejlgade 35, Kaospiloternes lokaler, Århus
- 13. januar 2010 i Aalborg - nærmere tid og sted følger
- 14. januar 2010 kl. 17.00 til 19.00 på UWC Danmarks kontor i København
- 26. januar 2010 kl. 19.00 til 21.00 på Benniksgaard Hotel, Sejrsvej 101, Rinkenæs, 6300 Gråsten
For mere information om UWC internationalt, besøg www.uwc.org. For mere information om UWC Danmark, se her.
|