Natasha skriver fra Costa Rica

Indianere drikker også sodavand

En typisk dag på United World College of Costa Rica ville for mig begynde klokken 6:20 med et hurtigt brusebad. Derefter til morgenmad, der for det meste består af ris og bønner, æg eller cornflakes. Skolen begynder klokken 7 og slutter klokken 13. Frokost spiser vi tit udenfor i rundkredse på græsset, mens vi snakker om dagen, der er gået, og det, der venter. CAS aktiviteterne starter klokken 2 og varer hele eftermiddagen. Hvis jeg har fri fra CAS aktiviteter, laver jeg måske lektier eller tager en middagslur. Før aftensmaden kan jeg godt lide at tage en løbetur eller styrketræne. Aftenen bliver brugt på at se film, hyggesnakke, eller studere, hvis der er lektier til dagen efter. Sengetid er normalt mellem kl. 23 og midnat.

Den sværeste tid her på UWC oplever jeg lige nu, hvor jeg begynder mit andet år. Det har været underligt at komme tilbage til et hjem, hvor halvdelen (vores 2. års) manglede, og derefter se det blive invaderet af entusiastiske førsteårselever. Det er en svær overgang, fordi man hele tiden bliver mindet om oplevelser og mennesker fra året før. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at de skal føle sig godt tilpas her, men det vil tage noget tid, før vi bliver får knyttet et så stærkt fællesskab, som vi havde i slutningen af sidste år.

Noget af det, der er kommet mest bag på mig, er den frihed vi har her. Jeg føler, at jeg bliver behandlet som en ansvarlig, moden person på lige fod med enhver voksen. Lærerne er ikke bare autoriteter, men kan blive dine venner, og det er dit eget ansvar, hvornår du går i seng, og om du laver dine lektier. Jeg føler, at stemningen på UWCCR er en anden end på mange gymnasier, for her føler alle sig på lige fod og respekterer hinanden.

Min project week i marts måned foregik i det nordlige Costa Rica i et indianerreservat. Vi var omkring 20 elever og brugte en uge sammen med Malekú indianerne. De lærte os om reservatets tilstand og om deres problemer med forurening og udryddelsen af deres sprog grundet globaliseringen. Vi havde workshops på den lokale skole, hvor vi lærte børnene om vigtigheden af at bevare deres eget sprog og passe på naturen. En af dagene brugte vi på at rydde skolens gårdhave for skrald og store sten, så børnene bedre kunne lege der. Jeg føler, at min project week var meget lærerig, for selv om vores indsats måske ikke vil gøre den store forskel, føler jeg mig meget mere beredt og opmærksom på, hvilken indsats der bør gøres. Vi har holdt kontakten med dem og håber på, at vi kan tage derhen på næste project week, nu hvor vi ved mere om, hvilken hjælp der er behov for. Indianerreservater er ikke noget, vi har i Danmark eller i Europa, og det var derfor rigtig spændende at kunne komme ind i et og snakke med de folk, der bor der. Trods mine forventninger fandt jeg ud af, at mange af 'indianerne' er moderne mennesker, der går i pænt tøj og ser TV og drikker sodavand.

Jeg tror, at min første udfordring på mit andet og sidste år bliver, at administrere min tid. Min 3 måneders sommerferie blev brugt på rejser, hygge og afslapning i stedet for skoleopgaver, som jeg måske burde have dedikeret mere tid til. Det betyder, at der skal arbejdes hårdt - særligt i det kommende semester. Jeg håber og tror, at jeg kan få tid til at hygge mig og have det sjovt samtidig - selv om det så bliver de otte timers søvn, der ryger.

Jeg glæder mig til at nyde mit sidste UWC-år fuldt ud. Jeg glæder mig til alle de gode stunder sammen med min årgang og med den nye ,som jeg ikke kan vente med at lære rigtig godt at kende. Lige nu føles det underligt, at jeg kommer til at lære mine førsteårselever lige så godt at kende, som jeg kender mine andenårselever nu, men samtidig glæder jeg mig rigtig meget til det. Jeg vil forsøge på trods af EE, TOK og World Lit, at være så social som muligt og nyde oplevelsen mest muligt. Forhåbentlig er der stadig tid til at tage på stranden et par gange i weekenden.

Da UWC skolen i Costa Rica er meget ny (Den kører nu på sit fjerde år), er der mange ting, der stadig mangler at falde på plads. Det kan nogle gange være negativt, men det betyder, at vi som elever har meget mere spillerum. Hvis der er noget, vi ønsker, der skal laves om, bliver der lyttet til os. I øjeblikket har vi et projekt med et elevhus kørende, der skal fungere som et socialt område, hvor vi kan spille spil, se film eller bare hyggesnakke. Som nogle af de første generationer på skolen, er det os, der kan forme skolen, som vi vil have den. Vi kan skabe traditionerne, reglerne og skolens profil. Det er rigtig interessant at være en del af. Desuden har UWCCR den fordel, at fantastiske caribiske og stillehavsstrande kun er en billig bustur væk, hvilket benyttes meget af skolens elever. Klimaet er behageligt døgnet rundt, så jeg har allerede pakket mit overtøj langt væk.

Gennem vores serviceaktiviteter har vi meget kontakt med lokalsamfundet. Vi har samarbejde med den lokale børnehave, med et ældrehjem i nærheden og med en forening i Santa Ana (byen, hvor skolen ligger), der arbejder for bæredygtighed og miljøbevarelse. Skolen samarbejder også med andre IB-skoler i Costa Rica, og vi har blandt andet været en del af Model United Nations på Lincoln School og holdt IB-day her på UWCCR. Dog mener jeg, at der stadig er plads til forbedring på dette område. Skolen er relativt ny, og det vil tage noget tid, inden vi rigtig kan få forbindelser og blive godt integreret i lokalsamfundet. Blandt andet vores CAS, mener jeg, kan blive forbedret, hvis vi udvikler mere samarbejde med organisationer i Santa Ana.

At UWCCR er en tosproget skole, er noget, der mærkes dagligt. Konstant vil man høre samtaler på spansk og engelsk, og nogle gange kan en debat pludselig skifte sprog, eller foregå på begge. Madammerne på skolen taler hovedsagligt spansk, mens de fleste af lærerne taler begge dele. Man kan vælge at tage alle sine klasser på engelsk eller spansk, eller tage dem blandet som jeg har valgt at gøre. I begyndelsen af hvert år, kan der være problemer med skolens tosprogede profil, da nogle elever kun taler engelsk og andre kun spansk. Alle informationer bliver dog givet på begge sprog (i hvert fald i begyndelsen af året). De fleste lærer i løbet af året at tale og forstå engelsk, men efter min mening bliver det spanske overset. Mange elever udnytter ikke muligheden for at lære spansk, fordi de ikke vil eller ikke tør kaste sig ud i det. Her mener jeg, at skolen bør gøre en indsats for at elever overvinder deres tilbageholdenhed med spansk. I løbet af året bliver engelsk nemlig hurtigt det foretrukne sprog i foredrag, debatter, og når der bliver givet informationer, og den spanske oversættelse springes over. Jeg ankom selv med spanskkundskaber svarende til et års undervisning, men kastede mig ud i det nærmest fra dag et. Nu snakker jeg flydende spansk, og det at lære et andet sprog flydende har givet mig ufatteligt meget. Denne gave er noget af det, der gør, at jeg aldrig ville bytte UWCCR ud med noget andet.

Da UWC skolen i Costa Rica tidligere har fungeret som en SOS skole, har de stadig meget samarbejde med SOS børnebyer, specielt i Latinamerika. Hvert år bliver der givet et antal stipendier for, at unge fra SOS børnebyer kan komme til UWCCR. Antallet af stipendier er faldet i forhold til forrige år, så der nu er tre SOS elever på skolen. Skolens mål er dog, at udbringe mere information til børnebyer i Latinamerika og øge antallet af stipendier i løbet af de næste par år.

UWCCR har meget fokus på miljø, og det mærkes mange steder. Skolen er meget grøn, vi har et drivhus, og der bliver sorteret affald i alle elevhuse. Begge sider af papirark bliver brugt, før papiret smides til genbrug. Vi har desuden forskellige Service-aktiviteter, der fokuserer på miljø. En af dem er, at arbejde i skolens drivhus, en anden at samarbejde med organisationer i Santa Ana for at informere byens borgere om vigtigheden af bæredygtighed. Sidste år havde vi en konkurrence mellem de otte elevhuse på skolen, om hvilket, der var det grønneste hus. Der skulle spares på vand og elektricitet, og desuden blev der belønnet for de mest kreative og miljørigtige forslag. Jeg føler selv, at jeg er blevet meget mere opmærksomhed på vigtigheden af at bevare miljøet efter, at jeg er kommet her. Min indsats behøver ikke at være kæmpestor og global for at gøre en forskel.